Strømafbrydelser

I Danmark er strømafbrydelser, der omfatter mange mennesker, som regel enten forårsaget enten af vejrlig, som storm, orkan og isslag eller af tekniske uheld i det overordnede højspændingsnet i enten Danmark eller et af de nabolande, som vi er systemmæssigt forbundet med.

Strømafbrydelse som følge af tekniske uheld

Når det er tekniske uheld i det overordnede højspændingsnet, der giver strømafbrydelser, er det et større, samlet område, der rammes. Det kan dreje sig om både en større by og en hel landsdel.

Derimod er det nærmest utænkeligt, at hele landet bliver mørkelagt, da Øst- og Vestdanmark har adskilte elsystemer.

En strømafbrydelse, som skyldes tekniske uheld i det overordnede højspændingsnet, kan vare fra få minutter til adskellige timer. Hvor lang tid, det tager at genoprette forsyningen, afhænger bl.a. af uheldets karakter.

Efter et strømsvigt pga. is på elledninger bliver isen den 16. januar 2006 slået af ledningerne. Fotograf: Jan Djenner.

Hvis der er tale om et omfattende blackout som i Østdanmark i 2003, hvor alle kraftværker gik i stå, vil det som minimum vare en time, før de første forbrugere igen får strøm.

Det er Energinet.dk, der har ansvar for genopretningen, men også de lokale elselskaber og kraftværkerne deltager i genopretningen.

Strømafbrydelser som følge af vejret

Når det er vejret, der giver strømafbrydelser, er det ofte, fordi træer under kraftig storm eller orkan vælter ind i de mindre luftledninger, som forsyner enkelte husstande eller mindre områder, som fx en villavej.

Imidlertid finder den lokale elforsyning i store dele af landet efterhånden sted gennem kabler i jorden, som naturligvis ikke påvirkes af storm.

Også oversvømmelser kan give mange spredte strømafbrydelser som følge af, at der trænger vand ind i transformerstationer og kabelskabe.

Når mange luftledninger rammes af væltede træer under en kraftig storm eller orkan, kan det vare fra få timer til flere dage at genetablere elforsyningen. Varigheden afhænger bl.a. af omfanget af skader og af, hvor lang tid stormen varer.

Elselskaberne kan nemlig først starte genetableringen af elforsyningen, når der ikke længere er fare for væltende træer og lign.

Redigeret 30.07.2009

Ansvarlige myndigheder

EnergistyrelsenEnerginet.dk

Læs mere

om, hvilke dagligdags funktioner der kan blive påvirket af strømafbrydelser på energinet.dk.

Kriseinfo.dk - kriseinformation fra danske myndigheder