Gasafbrydelser

I modsætning til el kan gas lagres. Derfor er gassystemet ikke nær så udsat for driftsforstyrrelser, der påvirker forbrugerne, som elsystemet er det.

Hvis fx gasforsyningen fra Nordsøen svigter, eller en gastransmissionsledning må afbrydes, får forbrugerne gas fra de to danske naturgaslagre, eller der trækkes på de reserver, som er opbygget i transmissionsnettet.

Længerevarende afbrydelser

Er afbrydelsen af forsyningen fra Nordsøen af længere varighed, eller er gasforbruget så stort, at naturgaslagrene ikke kan dække hele behovet for gas, lukkes for forsyningen til såkaldt afbrydelige kunder. De afbrydelige kunder er visse store industrikunder, som Energinet.dk har indgået aftaler med – ikke private forbrugere.

Når gassen svigter

Hvis din gasforsyning svigter, er det mest sandsynligt, at det skyldes, at en mindre gasledning i nærheden af din bolig ved et uheld er blevet gravet over. Det er dit lokale gasselskab, der sørger for at reparere skaden. Det varer normalt højst nogle få timer, før du igen har gas. Du kan evt. kontakte dit lokale naturgasselskab.

Redigeret 04.12.2009

Kriseinfo.dk - kriseinformation fra danske myndigheder